Havehistorie

Havehistorie, hvor langt strækker den sig over i  tid, set fra en personlig vinkel......
Jeg har boet på landet i min barndom, vores forældre dyrkede ikke så meget prydhave  men lidt blomster var der da. Men køkkenhaven har alle dage stået min fars hjerte nært, og husker ikke andet end at det var sådan det var, der var også altid drivhuse. Mor dyrkede ikke haveinteresserne, men fik noget ud af alt det han såede, plantede, og passede.
Jeg havde to prydhaver i min barndom, den ene var en eventyrlig blomstereng hvor man gik mellem alt det høje legede have og plukkede blomster, den anden prydhave var min morfars dobbelte kolonihave grund, der var blomster i mængder, dyrket i kæmpe højbede som var flere meter lange og meget brede set udfar barnets vinkel, han elskede havekunsten, og der fandtes ikke en eneste bar plet.

Jeg er uddannet blomsterbinder, men det kunne lige såvel have været kok eller gartner- mad og planter får mit hjerte til at synge og jeg kan udfolde mig kreativt.

Vores tidligere haver 

Og nu til perlen hvor vi bor den dag i dag, og har ejet stedet siden 2005:-))))



Jeg har længe summet omkring hvordan jeg skal påbegynde havehistorien for dette sted som vi overtog i april 2005, og er kommet frem til at haven også involvere mange personlige holdninger, ideer, diller og spejlinger.
Vi valgte igen at flytte, i erkendelse af at vores tidligere sted var mere end vi magtede at kunne vedligeholde, men også at der er andet i livet end at male og hamre.
Vores krav til det nye sted var følgende: naturskønt og landeligt og med en grund på maks. et par tønderland, og så tæt på børnenes skole at de kunne cykle i skole, og samtidig have let til kammerater og sport. Yderligere skulle huset være så stort at det lige netop dækkede vores behov med 2 børn og en selvstændig blikkenslager virksomhed.
Huset her opdagede vi i februar 2005, hvor det var sat til salg. Og det var det af de steder vi bare kunne tænke sig at eje, så vi gik til mægleren og købte med overtagelse til april.
I samme åndedrag satte vi vores ejendom til salg, og den blev solgt på få timer, og med udflytning til august samme år.
Perlen her består af en grund på 2800 kvm, og et stuehus på 89 kvm i to plan. De første par år blev brugt på ny tilbygning og total renovering af huset, og enorme mængder af oprydning. Her var flere faldefærdige skure, hegn samt mængder af affald. Yderligere var der ikke så meget der kunne minde om en have, det meste var vildnis af syrener, og utrolig mange birketræer som nærmest dannede mur, så tæt stod de. Jeg var fast gæst på genbrugsstationen. Det skal lige siges at jeg altid har elsket at rydde op.
I april 2006 kom min mands bedstefar med en trailer fyldt med stauder, som sagt længere oppe i historien var han også en meget haveglad mand, men han var da blevet omkring de 80 år og blevet alene, valgte han at nedlægge deres fællespassion haven. Han erkendte at han ikke helt magtede haven så meget som tidligere.
Det øsregnede da han kom og vi stod og skulle i byen en time senere, og jeg ville bare have stauderne læsset af, men han mente at vi ligeså godt kunne plante, som sagt så gjort.
Og heldige mig, for jeg havde lige fået lavet et stykke bart jord, han fortalte om højder og jeg gravede, du milde det var en fest.
Efterfølgende boltrede jeg mig på stykket, og havde nogle store sten som jeg lagde som sti mellem stauderne, stedet ligger ud for køkkenvinduerne og var et af de steder vi grillede om sommeren.

Jeg ryddede fortsat op i hjørner og kroge.
Samtidig med det hele var her en del spøgelser på stedet som drænede os for energi, datteren oplevede ting der skræmte mig utrolig. Vi søgte en til at uddrive den slags, da vi alle var mere eller mindre belastet af ting der ikke bare lige kunne ses, om end nogle kunne.
Hvordan jeg skal forholde mig til det hele den dag i dag ved jeg ikke, men jeg ved at jeg aldrig mere vil lade mig styre af frygten, det er som at give næring til hele det foretagende.
Tror vi alle var trætte, og i 2009 var vi i Norge hvor jeg følte jeg så lyset til hvordan min have skulle være, en naturgrund, med en overvældende frodighed af det der selv ville komme på vores sted, vel manden var helt enig deri, for han gad eller gider ikke arbejde i haven siger han, men det passer nu ikke helt vil du kunne læse når jeg kommer længere ind i vores havehistorie.
Sådan en naturgrund troede jeg jeg skabte ved at lade stå til, men sagen er at der blev mindre og mindre vilde blomster på vores matrikel. Senegræs, skvalderkål og brændenælder var det der var mest af, på en måde gav jeg jorden skylden, det raveste sand.

Vi havde en del personlige udfordringer på flere fronter, og alt der var have blev lykkelig glemt i en årrække på 4.
I august 2012 havde jeg er personligt sammenbrud, som jeg ikke vil komme mere ind på her. Dette bevirkede at jeg skulle generhverve mig selvtillid og selvværd, og hvordan gør man lige det, andet end at mærke efter i sig selv og  bevæge sig rundt i verden igen. Og haven var i begyndelsen mit genoptræningssted.
Så alt hvad der kommer i dette skriv, handler meget om at mærke efter, og at få det til at harmonere med de indre drømme, visionerne, ens fysiske formåen og de midler der er til rådighed her og nu.

AT ANLÆGGE EN DRØMMEHAVE, begynder for os med et drivhus:-)

I Oktober 2012 begyndte manden at snakke om et drivhus, han drømte mere om drivhus end jeg, lød det til, eller havde jeg helt glemt mine gamle drømme.
Vi tegnede og fortalte, vi elsker den slags projekter sammen, der diskuteres vendes og drejes. Vi var enige om at det skulle bygges i træ, at der skulle være drivhusglas i af den rigtige slags, at det skulle være hvidmalet, og vi snakkede med tømreren. Han havde aldrig bygget et drivhus før, så det blev til en del undersøgelser og en del flere tegninger. I april 2013 havde manden og tømreren i fællesskab bygget vores drivhus, altså sikke et 22 kvm vidunder der pludseligt stod på vores grund. Eller pludseligt og pludseligt er nok så meget sagt, for først skulle et område med 70 granner ryddes og jeg ville have en køkkenhave i forbindelse med drivhuset. Så inden april 13 havde vi travlt med oprydning.
Jeg lavede et indlæg omkring drivhus og køkkenhaves tilblivelse den 30 december 15, det er krydret med billeder, du finder det HER



Mens vi planlægger og bygger drivhus begynder vi også at tale om noget beplantning eller hæk af en form, til at lave læ til drivhus og køkkenhaven fra syd. Der falder valget på fyrtræer da vi oplevede mere trafikstøj efter vi fældede grannerne. Vi konkludere og læser os frem til at nåletræer kan afhjælpe trafikstøj. Yderligere er det mandens favorit træ, og nede i den nærliggende skov står der fyrtræer, som vi kan se fra grunden, og jeg vil gerne skabe en form for harmoni med den omkringliggende natur, og sørge for glidende overgange. Samtidig er det godt for mig at have noget at pejle efter, når jeg skal anlægge, dette erfarer jeg meget tydeligt senere i forløbet.
Mens vi googler fyr, falder vi samtidig også over læhegnsblandinger, og hvordan talen helt kommer ind på det ved jeg ikke, men pludseligt sidder vi fordybet i dem. Og finder ud af at meget kan fås som små barrodsplanter. Vi går ud og måler op bestiller pæn stor portion af læhegnsbeplantning, bestående af grønel, sargents æbler, mariebær, bærmispel og slåen. Disse kommer hjem i april 13 sammen med alle fyrtræerne, frosten er næsten ikke gået af jorden, og vi planter efter forskriften, og finder ud af at der er noget der hedder ammetræerJ
Jeg oplever to dybe ting i forbindelse med plantningen af de små træer, den første er at alt i mig råber det er forkert at plante dem der, og på den måde. Jeg sov stort set ikke den første nat, og måtte efterfølgende google hvert og et træ/busk for at få mere kendskab til dem, og det var noget af en øjenåbner.
Den anden dybe ting jeg oplevede var at jeg stod der og blev bange for at miste det hele, at jeg en dag skulle dø fra det, at jeg måske aldrig fik opleve planterne gro til. Den oplevelse kom fuldstændig bag på. Men jeg kom jo som i kan se, frem til at fortsætte med at plante, min glæde ved jorden og det der gror, overskygger de ting der er livsvilkårene.
Der er talt en del om indenfor have verdenen, at man planter for efterkommerne, det er på sin vis rigtigt, men jeg våger at påstå at vi udelukkende planter for egen glædes skyld. Jeg kan aldrig vide om dem der skal bebo mit sted engang i fremtiden, fælder det hele og ligger fliser overalt fordi det er den nye trend for folket.
Dermed ikke sagt at jeg glæder mig til at tage fremtidige børnebørn med i haven, og i skoven, lade dem dykke ned i den magi, spise af brændenælderne og violerne, sammen med madpakker med mere. Jeg gjorde det med vores børn, og der oplevede vi ekstra meget intimitet. Kan mærke at jeg kunne skrive meget om det emne, men nu er det den begyndende havehistorie for dette sted det gælder.
Efter at have googlet de forskellige planter om og om igen, begynder der at danne sig et billede, for mens jeg googler støder jeg på  Inge Futtrup.
Inge røre mig med sin fortællingen om, at man sagtens kan skabe en spændende have med helt almindelige/simple planter, og at man kan skabe rum med dem, eller huler, og at det ikke behøver koste en formue.
Det passer med hele min økonomiske formåen på det tidspunkt, hvor havedrømmene begynder at spirer. Samtidig rumstere der en drøm om at skabe mig en levevej.

Jeg støder på de Danske haveblogs, Claus Dalby og Anne Justs Have, i mine søgninger på internettet.

Jeg begynder forsigtigt at grave græs af i forhaven, som på det tidspunkt kun bestod af græs og snebær. Jeg graver langs hækken, jeg fjerner overfladiske rødder og planter de overlevede stauder der var at finde rundt omkring på grunden. Jeg opdager at jeg skal gøre arbejdet ordentligt for at få tingene til at suge vand, så jeg graver alt op igen og går i dybden af jorden for at fjerne alt, bid for bid. Hver gang et stykke jord er ordnet planter jeg!
For at blive ved forhaven, tingene er jo ikke lineære.  I slut august 13 besøger min mand og jeg Anne Just have. Også kaldet haven i Hune, det gyser næsten i mig, nu jeg mindes det igen igen. For det var for mig HAVEN-der begyndte min rejse ind i en verden af det at skabe en have, det at være kreativ, det at opleve glæden og nærværet -at rumme tålmodigheden og vide at det hele vokser til og endda forandre sig, det er vel lidt som det er med nogle af de helt store spørgsmål-man kan bare opleve og forundres-glædes,bekymres og bare være stille.

Haven er simpelthen enestående, et lille stykke natur jeg kan lege med. Og nu i skrivende stund går det op for mig, at det er fint med visse regler og retningslinjer, men for guds skyld- lad haven være din egen, lad dig inspirerer, men lyt til din indre melodi.
Igen et sidespring-sådan er det bare;-)

Hele forhaven bliver helt fri af græs i 2013, stauderne råber til hinanden, og jeg tænker., hvordan og mon jeg får mulighed/råd til at få dækket jorden med blomster/planter...med drømmen for øje, at være kreativ med få midler er en af mine spids kompetencer -hvis man spørger folk, vil de sige Anette er kreativ-hun kan få ingenting til at se godt ud. Det er ikke noget jeg selv tænker, jeg går efter det jeg vil med de midler/materialer der er til rådighed, på den måde kan jeg selv følge med og det afspejler mig, på mit sted i livet.
Jeg har mine daglige ture i den nærliggende eng, og jeg henter af vilde planter, og finder affaldsbunker med stauder der er kasseret, jeg planter i et væk. På køreture holder jeg gerne ind, for at få nogle ynglinge med hjem. I maj året efter har jeg lagt en sti af sten.Og på de bare pletter med jord der er, sår jeg sommerblomster. Jeg føler stoltheden ind i hver en krog af min krop-tænk at man kan skabe sådan en drøm. Der er selvfølgelig stadig huller med bar jord, men når man skuer ud over det hele kan det ikke ses.
FORTSÆTTES
Den 8/12 2016
Jeg kan mærke at det er usædvanligt svært at skrive om havens historie og tilblivelse, da det som tidligere skrevet ikke er lineært. Men vil alligevel give det et forsøg.
Alle små barrodsplanter i den store del af haven, bliver løbende flyttet fra deres læhegns-sted.
Jeg tegner med fødderne, dvs jeg går rundt i haven, og mærker/føler efter, og måler.
Da der visse steder skal kunne komme store biler forbi-nok en af mine største udfordringer for det indre billede af en have.
I min tidligere profession som blomsterbinder har jeg altid arbejdet i liner, og gentagelser, om det har været blomsterdekorationer eller opstillinger. Så det har jeg taget med mig ind i anlæggelsen af haven, og ydermere har jeg brugt store træer, hushjørner og kantsten som pejlemærker. Når man står med et par tusinde kvm, måske mindre med  græs, er det vigtigt for mig at have nogle faste punkter, så der ligesom dannes en form for system i tingene, selvom jeg ikke er systematiker, så ynder jeg ordnede og overskuelige forhold, altså faste rammer, som også de 4 vægge er i et hus.
Jeg begynder med at skabe rum, det første jeg skaber er en væg, så kommer to vægge mere. I det ene af rummene som kommer til, har jeg allerede plantet frugttræer, for mig begynder en "rigtig" have med mad, jeg elsker mad!Og jeg elsker at kunne gå rundt og spise lidt her og der. Ja frugtlunden var valgt som første prioritet, inden jeg overhovedet havde plantet vægge.
Mine vægge består af sargents æbler, og op mod køkkenhaven består den af aronia/surbær, det viser sig at jeg er totalt vild med det bær, for kendte det ikke som en plante, der kunne give så store mængder af afkast, og skulle vise sig at være så skøn og sund.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar